Susanne Dein Espersen

 

Jeg kommer oprindeligt fra Skive, men bor nu sammen med min mand og 2 børn i Lystrup nord for Aarhus. Jeg er uddannet pædagog i 2001, men dimitterede i januar 2017 som Multimediedesigner med fokus på det grafiske og den bagved liggende kommunikation, da jeg herigennem kan udfolde mig i den kreative retning - men i en mere erhvervsrettet måde end mine blyantstegninger.  

Som ung ville jeg gerne lære at tegne, og deltog som 24-årig og et par år frem i et AOF aftenkursus i tegning og maling i Skive. Her ”underviste” kunstneren Bent Bjerge. Han er en fantastisk underviser, da han efter korte oplæg om forskellige teknikker, lod os hver især fordybe os i vores eget projekt. Han hjalp os, når vi havde brug for det i vores tegne-/maleprocesser. Jeg lærte hermed at tegne portrætter, som jeg havde troet, at jeg aldrig ville kunne. Men ikke mindst lærte han mig glæden ved fordybelsen i at tegne, og at denne kan have en næsten terapeutisk/meditativ effekt og give mig energi.

Mangler din virksomhed en grafisk designer eller marketing medarbejder til at tage sig af billedemateriale til såvel digitale som trykte medier, så kontakt mig endelig for at høre nærmere.

Hvis du er interesseret i at købe en af mine tegninger, eller du gerne vil have tegnet et portræt eller andet, så er du også velkommen til at kontakte mig, så finder vi ud af det. 

Blyantstegning af mine øjne

AT TEGNE ER AT SE!

For mig handler det at tegne om at se – at se de små detaljer samt om lys og skygge, der kan have mange nuancer. Jeg tegner med blyant og grafitstift og tegner efter et billede/motiv. Det er primært portrætter, jeg tegner. Det er sjovt at tegne gamle mennesker, hvor jeg gennem rynker, smilehuller, glimtet i øjet og andre kendetegn, kan se et helt liv. At tegne børn er mere udfordrende, da de er glatte og bløde, så det handler om at se de små bitte kendetegn, som gør dette barn til netop den, det er.

Jeg søger blandt andet på nettet efter forskellige motiver, men jeg er altid opmærksom på at finde motiver i blade, postkort, reklamer, bøger og fotos mv.
Når du ser på mine tegninger i Galleriet, så tænk på de mange timers fordybelse, koncentration og glæde, som jeg har været igennem, men også frustrationerne, når det ikke helt lykkes at skabe det rigtige udtryk. Samtidig er det netop denne proces, samt lysten til at tegne og tålmodigheden, som gør tegneprocessen til en oplevelsesrig proces og gør glæden og stoltheden endnu større, når jeg står med den færdige tegning.